Det er blevet skiftetid i DKF.
Det skyldes mine personlige forhold. Jeg har fået nyt job. Så, jeg har set mig nødsaget til at nedlægge mit formandshverv pr. 1.januar.
Jeg blev i forsommeren fyret begrundet i ændret ledelsesstruktur for den børnehave jeg i flere år har været leder af. Det har været personligt hårdt og har berørt mig.,
Jeg har set efter job i Grønland, Sverige og Norge, hvor jeg har nu er blevet tilbudt job som afdelingsleder i Birtavarre Barnehage, Kåfjord Kommune i Troms Fylke. Det er på højde med Tromsø et sted over Polarcirklen. Det bliver en stor faglig og personlig udfordring. Dels skal jeg op og lave det arbejde jeg er uddannet til, men i ny kontekst – jeg skal bl.a. forholde mig til 3 kulturer, den norske, den samiske og den finske.
Foreningens bestyrelse har været løbende orienteret om min situation og mine planer, derfor kan foreningen fungere som sædvanligt. Palle er indtrådt som formand. Der er truffet aftaler der sikrer foreningens daglige drift. Bl.a. er en ny redaktør og webmaster tiltrådt og kommet godt i gang med arbejdet.
I bakspejlet – jeg har haft 3½ skønne, givende og fornøjelige år som formand for DKF. Det er Jer, der skal have tak for dem. Jeg har fået et kæmpe netværk, haft en mængde fantastiske oplevelser, og en ”hvor var det godt du sagde ja til det” oplevelse med i bagagen. Det er ubetaleligt, at få lov til at møde så mange imødekommende og engagerede mennesker. Det har været ubetaleligt at repræsentere vores forening på træf og udstillinger, det har været det sjoveste frivillige arbejde jeg nogensinde har været involveret i.
Lutter munterhed, latter og gode minder – dem skal i have tak for!
Og, jeg vil faktisk godt være min indsats bekendt. Da jeg blev formand for 3½ år siden var der stort set ingen bestyrelse. Det virkede lidt som en ”op ad bakke” opgave. Men jeg synes, at jeg har haft med rigtig meget fremgang at gøre. Stigende medlemstal, bedre koncept for afvikling af knivkonkurrencer og et uddannet dommerkorps, en stigende forståelse af at DKF ikke er en selvkørende mekanisme – dens ve og vel afhænger af en fælles indsats, evne til at være repræsenteret, hvor tingene sker, nye initiativer og det bedste – jeg mener at Kniv-Danmark nu er en samlet organisme, fritaget for tidligere tiders fraktioner.
Jeg tror jeg har været en fornuftig diplomat, samler og igangsætter, men måske en knapt så god økonomisk strateg. Det har regnskaberne de sidste år vist. Den udvikling er ved at vende, et godt afsæt for den tilbageværende bestyrelse. I skal hjælpe dem, støtte op, give Jeres input og praktiske hjælp – så er der fortsat en velfungerende knivforening i Danmark.
Der hvor jeg skal hen, skal jeg også lave kniv. 1/6 af mit flyttelæs består af materialer og værktøj. Og, der findes en aktiv husflidsforening, der har knivmageri på programmet – der skal jeg bruge noget fritid. Men der skal da også fiskes, samles multebær, når det bliver tid og rå-nydes af den fantastiske nordnorske natur og kultur.
Jeg vil da også gerne følge lidt med, det år jeg er væk. Derfor har jeg fået lavet en mailadresse til brug i Norge: knivmager.norge2012@gmail.com
I må inderligt gerne sende en hilsen, jeg svarer gerne og fortæller hvordan livet og knivmageriet spænder af deroppe.
I skal have en stor tak for 3½ spændende, personlighedsudviklende, oplevelsesrige og dejlige år, hvor jeg har været formand for denne skønne forening !!!
Vi ses igen, så det bliver ”på gensyn”.
Pas godt på foreningen, mens jeg er væk!
Karsten Jensen |