Konkurrenceregler

Dansk Knivforenings regler for afholdelse af knivkonkurrencer – Ver. Januar 2012

Indholdsfortegnelse:
§ 1 – Organisation og ledelse.
§ 2 – Tilmelding og betaling.
§ 3 – Generelle konkurrencevilkår
§ 4 – Ansvar.
§ 5 – Klasseinddeling og deltagervilkår for knive.
§ 6 – Generelt vedrørende bedømmelse
§ 7 – Bedømmelse
§ 8 – Dansk- og Nordisk mesterskab
§ 9 – Diplomer og præmier

Bilag 1 – Bedømmelseskriterier og -skemaer
 

§ 1 – Organisation og ledelse
Dansk Knivforening (DKF) arrangerer hvert år knivkonkurrencer i henhold til annoncering i Knivbladet og på DKF´s hjemmeside.
DKF’s bestyrelse nedsætter ved hver konkurrence et konkurrenceudvalg som står for den praktiske gennemførelse af konkurrencen. Evt. tvister under konkurrencen afgøres af DKF´s bestyrelse.
 

§2 – Tilmelding og betaling
Kun medlemmer af DKF kan deltage i knivkonkurrencer som afholdes af DKF.
Ved deltagelse i DKF´s knivkonkurrencer skal der anvendes det af DKF udarbejdede tilmeldingsskema – findes på DKF´s hjemmeside eller fås ved henvendelse til foreningen.
 

Deltagergebyr skal være betalt til DKF i henhold til den fastsatte betalingsfrist. Indbetalt deltagergebyr tilbagebetales ikke.
Evt. efteranmeldelse til konkurrence kan kun ske med godkendelse af DKF´s bestyrelse.
 

§ 3 – Generelle konkurrencevilkår
Knive som har deltaget i tidligere knivkonkurrencer – både danske og udenlandske konkurrencer, kan ikke deltage.
Indsendte knive kan ikke trækkes fra konkurrencen uden DKF´s bestyrelses godkendelse.

Knive skal overholde våbenloven og der må kun bruges lovlige materialer på knivene. Hvis der bruges materialer fra EU’s CITES rådsforordnings bilags-lister, skal reglerne for anvendelse af disse materialer følges, og kopier af relevant dokumentation skal vedlægges.

Hver deltager kan indsende maximalt 2 knive til bedømmelse i hver af de annoncerede klasser. Alt arbejde på kniv og skede skal være udført af knivmageren selv – undtaget klingen i de klasser hvor købte klinger er tilladt, samt ”samarbejdsknive” i åben klasse.

Knivene udstilles i forbindelse med det arrangement som konkurrencen er en del af.
Knivene returneres først til deltagerne efter arrangementets afslutning.
DKF forbeholder sig ret til at offentliggøre billeder af de indsendte knive.
 

§ 4 – Ansvar
Deltagere i knivkonkurrencen sørger selv for indsendelsen af knive / knivblade og afholder selv udgifter til evt. forsikring under forsendelsen.
DKF tegner forsikring for de deltagende knive under afholdelse af knivkonkurrencen.
Konkurrenceudvalget sørger for returnering af knive / knivblade. Forsendelsesomkostninger er inkluderet i konkurrencegebyret.
 

§ 5 – Klasseinddeling og deltagervilkår for knive
Der kan afholdes konkurrence i følgende klasser – disse oplyses ved annonceringen:

Opstartsklasse:
Denne klasse er for de deltagere, der ønsker at få en vurdering af deres niveau som knivmager. Knivmageren kan deltage flere gange i denne klasse, men hvis der opnås en 1. præmie i opstartsklassen eller præmiering i en af de øvrige klasser, kan man ikke deltage i denne klasse mere (deltagere i opstartsklassen kan således godt deltage i andre klasser i konkurrencen).
Der lægges ved bedømmelsen specielt vægt på de håndværksmæssige aspekter samt design og helhedsindtryk.
I denne klasse kan alle typer knive deltage.

Klinge: Ingen begrænsninger på formgivning, ståltyper og udsmykning
Skæfte: Frit materialevalg og udformning. Alle typer udsmykning tilladt.
Skede: Det er valgfrit at lave skede, men hvis knivens brug fordrer en skede, skal en sådan forefindes. Frit materialevalg og fri udsmykning.

Funktionsknivsklasse:
Denne klasse er forbeholdt knive, som er fremstillet til brug i en specifik funktion. Designet og ergonomien skal afspejle dette. Derudover bedømmes håndværksmæssig udførelse og æstetik. Tiltænkt funktion skal være tydelig og angivet ved tilmeldingen.

Klinge, skæfte og skede: Ingen begrænsninger, dog skal de anvendte materialers egnethed vurderes i forhold til den tiltænkte funktion.

Klasse for Skandinavisk inspirerede knive:
Dette er klassen for knive, der formgivningsmæssigt er inspireret af den Skandinaviske tradition.
Der lægges ved bedømmelsen vægt på knivens formgivning og æstetik. Tiltænkt funktion skal derfor være tydelig og angivet ved tilmeldingen. Udsmykningen må ikke gå ud over brugsværdien.

Klinge, skæfte og skede: Frit materialevalg og udførelse.

Kunst- og smykkeknivsklasse:
Dette er klassen for knive, hvis formål hovedsageligt er at være prydgenstande, hvorfor æstetik og formgivning bedømmes særskilt. Brugsværdien vurderes ikke i denne klasse.

Skede, etui eller præsentationsstand skal forefindes alene eller i kombination.
Ved bedømmelsen foretages helhedsvurdering.

Specielle tanker bag design og formgivning bør angives ved tilmeldingen, som grundlag for dommernes bedømmelse.

Klinge, skæfte og skede/etui/stand: Frit materiale valg og udførelse.

Åben/eksperiment klasse:
Denne klasse er åben for alle typer knive, men er primært tiltænkt de knive, som ikke umiddelbart kan indplaceres i andre klasser. Her er mulighed for at deltage med papirknive, samuraisværd, kokkeknive eller en hvilken som helst anden type lovlige knive.

Klassen er åben for alle former for knivkreativitet med plads til at afprøve nye ideer, også de utraditionelle.
I denne klasse konkurrerer også knive hvor flere personer er bidragsydere i fremstillingen.

Ved bedømmelsen vil der blive lagt specielt vægt på æstetik, design og nytænkning, og der vil blive taget hensyn til angivelsen af tiltænkt funktion (skal fremgå af tilmeldingsseddel).

Klinge, skæfte og evt. skede: Alt er tilladt.

Specialklasse A (smedede klinger):
Denne klasse er forbeholdt de knivmagere, som laver alle dele af kniven selv, inkl. klingen.

Klinge: Skal være smedet af knivmageren selv. Valgfrit om det skal være helstål, lamineret eller mønsterstål.
Skæfte: Frit materialevalg og udformning.
Skede: Frit materialevalg og udførelse.

Specialklasse B (slebne klinger):
Denne klasse er forbeholdt de knivmagere, som laver alle dele af kniven selv, inkl. klingen.

Klinge: Skal være slebet (og ikke smedet) af knivmageren selv, valgfri ståltype.
Skæfte: Frit materialevalg og udformning.
Skede: Frit materialevalg og udførelse.

Temaklasse:
Denne klasse udbydes, hvis der er ønske om at afholde konkurrence indenfor en bestemt type knive (jagt, fiskeri, køkken, fritid etc.). Klassebeskrivelse laves efter behov.
 

§6 – Generelt vedrørende bedømmelse
De indsendte knive bedømmes af de af DKF´s bestyrelse udpegede dommere. Blandt de udpegede dommere vælges en ordførende dommer ved hver enkelt konkurrence.

Dommerne skal bedømme de deltagende knive ud fra de kriterier som er opstillet i bedømmelseskriterierne, -skemaerne i bilag 1 og oplysninger fra tilmeldingsskemaet. Der gives alle deltagende knive en skriftlig bedømmelse bestående af et antal point og kommentarer.

Det er DKF´s hensigt at vægte design højt ved bedømmelse af knive i de enkelte klasser.
Dommerne kan afgøre om en kniv skal bedømmes i en anden klasse end den, som den er tilmeldt i.
Dommerne kan bestemme om en kniv evt. skal udelukkes fra den pågældende konkurrence.
Dommernes afgørelse er endelig og kan ikke ankes.
 

§ 7 – Bedømmelse
Hver knivklasse bedømmes ved at tildele point til en række bedømmelseskriterier. Der anvendes forskellige kriterier i de forskellige knivklasser. Kriterierne skal afspejle de krav som stilles til klassen.

Vejet gennemsnit:
Vejet gennemsnit anvendes for at kunne sammenligne bedømmelsen af knive, som ikke er bedømt på de samme antal kriterier.

Efter bedømmelsen sammentælles point og pointsummen divideres med det antal kriterier som er bedømt. F.eks. hvis der i en klasse ikke er krav om skede vil en kniv uden skede ikke skulle bedømmes efter kriterierne for skedebedømmelse og derfor skal de ikke medtages ved beregningen af vejet gennemsnit.

Det er det vejede gennemsnit som afgør niveauet og dermed placeringen i henholdsvis 1. præmie – 2. præmie eller 3. præmie.

Præmieplacering:
Det er som nævnt antal point der afgør niveauet og dermed præmieplaceringen. Det betyder, at der i en knivklasse kan være flere som opnår en præmieplacering f.eks. en 1. præmie. Kniven med det højeste vejede gennemsnit er klassevinderen.
 

§8 – Dansk- og Nordisk Mesterskab
For den årlige konkurrence, som afholdes af Dansk Knivforening, gælder endvidere:
Dansk Mester i en klasse er klassevinderen i den pågældende klasse (undtagen Opstartsklassen).
Dansk Mester i en klasse udnævnes kun, såfremt der er fem eller flere deltagende knivmagere i klassen.
Dansk Mester SKAL være dansk statsborger. Hvis klassevinderen ikke er dansk statsborger bliver første danske statsborger i rækkefølgen dansk mester.

DKF´s bestyrelse indbyder specielt de knivmagere som skal repræsentere DKF i de nordiske mesterskaber.
 

§ 9 – Diplomer og præmier
Alle præmierede deltagere får et diplom.
DKF´s bestyrelse kan i samarbejde med sponsorer beslutte at uddele præmier.

 

Retur til top



konkurrenceregler:

 

Regelsæt til knivkonkurrencer

Temaklasser 2012

Tilmeldingsskema

Point skema

CITES lister

 

Retur til top

Nyhedsbrev