Traditioner og nyt.
Jeg vil byde velkommen til noget nyt, der bygger på noget gammelt.
Dansk Knivforening har hver andet år, så længe nogen stort set kan huske,
og fra før Dansk Knivforening var dannet, mødtes til Knivtræf.
Det skal vi stadigvæk, selv om meget er lavet om.
Det nye sted har også sine traditioner og muligheder.
Slottet, der var her først, er fra 1200-tallet.
Højskolen er blandt de første og fra starten af forrige århundrede.
I sandhed historiske og storslåede rammer.
Træffene foregik så langt væk fra alting, som noget næsten kan komme, kunne mange sige: I Skjern.
Langt fra Østjylland, Nordjylland og næsten en dagsrejse fra os på øerne.
Vi talte om, at humlebien kan flyve - netop fordi den ikke ved, den ikke kan.
Nu vender vi trafikken. Gør det samme, men nu bare i Slagelse. Det er samme humlebi.
Meget er blevet dyrere, og vi har lagt godt 400 kr. på prisen fra sidst på et delt dobbeltværelse
(andre kategorier noget mere for privatlivets luksus), men vi er kommet på markedsvilkår.
På generalforsamlingen fik vi fuld opbakning til at gøre dette forsøg.
Vi fastholder og øger måske en smule på kvaliteten.
Giv det en chance.
Det er stadig det bedste tilbud for videbegærlige knivmagere med sociale sider i Norden.
Vi har engageret en række oplægsholdere, der er de bedste blandt os og udefra.
Der er planlagt med gode forhold. Vi har fastholdt traditionerne, der skal prøves endnu en gang.
Forandringerne - store og gennemgribende – i tilrettelæggelse af programmet må vente.
Så jeg kan trøste med at alt er nyt – som det plejer. Vi kan stadig flyve.
Velkommen til!
Torbjørn M. Pedersen
Formand
Dansk Knivforening.